@ Instagram @ Facebook

 

>Text in Deutsch anzeigen

Vielsesringe af Ulrike Ramin

 

"Øjeblikket er kommet: der er blevet sagt Ja
og brud og brudgom står ansigt til ansigt,
omgivet af familie og venner,
tryllebundne og dybt berørte. 

Ringene finder sig for første gang til rette på de nygiftes hænder. Passer de?
Hvad vil det egentlig sige: passe?
Hvad betyder ringene, når de bliver båret?
I hverdagen og ved særlige lejligheder ... eller når de ikke bæres,
eller sågar mistes? Hvad symboliserer ringe? 

Man kunne sige det sådan, at smykker skal smykke
og at dette kræver noget særligt, en særlig egenskab. 

Det skal smykke, den der bærer det.
Og smykket skal have noget at gøre med den der bærer det.
Det skal passe. Det skal passe til den der bærer smykket.
Men hvad vil det sige at passe til,
og hvad vil det sige at smykke? 

Vores vielsesringe blev skabt af Ulrike Ramin. 



Vores ring binder sammen og præciserer.
Den sammenføjer en række udtryk og danner,
hvad en parfumør ville kalde for en 'hovednote'.
Det er ikke fordi, noget er blevet overdrevet,
men den passende ring pointerer og fremhæver et bestemt træk. 

Når to menneskers partnerskab overgår til ægteskab øges kompleksiteten.
Ringene på hænderne skal ikke blot passe til de enkelte partner,
men også have noget at gøre med partnerskabet, med den fælles væren.
Der skal være et fællestræk.
Hvordan nder man dette træk og hvordan overfører man dette til en form i metal? 

Med disse spørgsmål og tanker er vi kommet til Ulrike Ramin.
Igennem samtale med Ulrike opstod en første skitse:
Ringene skulle ikke være ens af udseende, for det er vi heller ikke.
Men ringene skulle have en fælles grundform,
da det er det, der fører os sammen og holder os sammen som par. 

Hvad er det så der gør, at der er tale om en dygtig guldsmed?
Hun ser på sin kunde. Hun ser, hvad der passer.
Håndværk. Intuition. Menneskekundskab. 

Vi kom frem til, at det skulle være guld
og udfra guldet kom vi frem til en fælles idé om en form.
Ulrike sagde, at rødguld ville passe godt til min kone. Rødguld er blødere,
på grund af den større procent kobber. Det er varmere.
Min kone kan være noget af en fighter, så derfor synes vi det passede godt.
Ringen, formen og materialet, som en personlig udfordring.
Til mig valgte vi hvidguld. Det er hårdt, minder om stål,
men er samtidig finere, dybere og mere varmt. Min udfordring.
Den giver mig vægt og ro. Jeg hviler i mig. 

Guld blev det fælles element, og derudfra skabtes også den endelige udformning.
Ringene skulle danne en enhed. Og samtidig hver for sig være smukke.
Ringene skulle trække en grænse, beskytte udadtil, give tryghed indadtil. 

Min kones ring er således rund udadtil, og min er det indadtil.
Hendes rings ydre form svarer til mins indre: en flydende bevægelse,
der ikke er helt cirkelrund, men som på tre steder næsten vider sig ud til en trekant.
Når vi ligger dem sammen oven på hinanden, synker hendes ring, ligeså nt, ind i min:
danner den ydre grænse og den indre forbindelse. 

Vi begyndte processen med sådanne tanker
og Ulrike viste os undervejs ringenes forskellige stadier,
fra voksmodel til endelig støbeform.
Bortset fra ringstørrelsen, skulle intet ændres.
Vi traf alle beslutninger intuitivt, og lod os føre af Ulrike.


Undervejs, efter støbningen, modtog vi fotogra er af ringene fra Formverk i København
og til sidst ankom ringene selv med kurér til min barndomsby, hvor vi blev gift i kirken.
Før vielsen prøvede vi ikke ringene på. Selv dét at åbne pakken med ringene, gemte vi til det afgørende øjeblik.
Den lille brune æske, som Ulrike havde pakket ringene i, overgav vi til præsten.
Jeg tænkte, at den skulle pakkes op, kort efter vi havde sagt Ja,
men da vi trådte ind i salen, lå de allerede klar til os på en lille tablet på bordet foran os.
Et spændende øjeblik. Min kones ring: rødlig gylden og fin.
Min ring: stor, massiv og lys gylden. 

Siden den dag vi sagde Ja til hinanden, forbinder ringene sig med vores liv
og ringene forbinder os. Når jeg ser på min kone, og ser ringen på hendes hånd,
ser jeg hendes skønhed fortættet i den. Ringen betoner en side af hende,
det sarte og for nede, det rødlige på en gylden baggrund.
Det giver mig hver gang et dejligt stik i hjertet.
Den hviler på hendes venstre hånd og når mit blik
vandrer fra hendes ansigt, henover hendes krop og ned på hendes hånd,
virker den, selvom den ikke sidder symmetrisk midtfor kroppen, central.
Som i det gyldne snit. 

Min ring vejer til. Den giver mig ro og tillid.
Den minder mig om mine ædle og strålende sider.
Jeg smiler stort, når mine venner siger, at den klæder mig.
Jeg føler mig set, og glæder mig over den side af mig,
som ringen fremhæver og frembringer. 

Hvad er egentlig en guldsmed?
Er det blot et spørgsmål om at støbe og polere? 

Jeg ser Ulrike Ramin som en rådgiver i en proces,
hvor den iboende skønhed søges og bliver fundet -
nogen gange også en side af een selv, man ikke kendte i forvejen.
Smykker kan også på dén måde kræve mod. 

Smykker kan, pointeret udtrykt, skabe en person,
på samme måde som kender det fra et velsiddende klædningsstykke.
Ulrike Ramin oversætter resultatet af denne skønhedssøgen til en form
og til et materiale og giver det et blivende, ædelt udtryk.
Og min kone og jeg holder hendes ringe i en levende spænding
mellem hinanden, hver for sig og sammen, hver eneste dag"